7.0.1

Den 18. januar 1919 indledtes i Paris den fredskonference, der skulle få Europa til at hænge sammen oven på fire års krig.

Få måneder senere, 28. juni 1919, kunne fredstraktaten underskrives på slottet Versailles uden for Paris. I Versaillestraktaten omtales i 440 artikler vilkårene for fredsaftalen mellem Tyskland og sejrherrerne efter 1. Verdenskrig.

Tyskland havde ikke haft mange muligheder for indflydelse, og traktaten, der blev set som et diktat, blev derfor underskrevet i protest.

Traktatens sektion 12 indeholder artiklerne 109-114, som omhandler bestemmelserne vedrørende Slesvig.

I artikel 109 fastlægges de to geografiske områder inden for hvilke der skal stemmes, ligesom den også indeholder bestemmelser om at tyske soldater og embedsmænd skal forlade afstemningszonerne. Ved en fejl på fredskonferencen blev det ikke besluttet, at militæret og embedsmænd også skulle forlade 3.  Zone.

Af samme artikel fremgår, at det samlede afstemningsområde skal underlægges en international kommission med fem medlemmer, tre fra de allierede lande (England, Frankrig og USA) og en repræsentant fra landene Norge og Sverige.

Den betegnes CIS; Commission en Internationale de Surveillance du Plébiscite Slesvig. Den fik overdraget den almindelige forvaltningsmyndighed og skulle sikre en fri, uhindret og hemmelig afstemning i de to zoner.

Da man hen over sommeren og efteråret fik ratificeret aftalen viste det sig, at USA ikke ville tilslutte sig aftalen og Den internationale Kommission kom derfor til at bestå af fire medlemmer.

England og Frankrig udpegede deres gesandter i København som medlemmer, sir Charles Marling og M. Paul Claudel, fra Norge kom telegrafdirektør Thomas Heyfte og fra Sverige mødte landshøvding Oscar von Sydow.

Kommissionen fik til huse på hotel Flensburger Hof på havnen i Flensborg og formand blev englænderen Charles Marling. Generalsekretær blev englænderen Charles Brudenell Bruce. Til yderligere hjælp blev der tilknyttet tre tekniske rådgivere fra Tyskland og Danmark.

Kommissionen overtog forvaltningen med fredstraktatens ikrafttræden den 10. januar 1920. Samtidig rykkede engelske og franske soldater ind i de to afstemningszoner som, bistået af et politikorps, skulle hjælpe kommissionen med bl.a. at opretholde ro og orden.

Det tyske valuta- og skattesystem blev bibeholdt ligesom retsvæsenet, jernbane- telegraf og postvæsenet fortsatte. Den internationale Kommission udgav dog sine egne frimærker.

Et fælles dansk-tysk udvalg for import, eksport og levnedsmiddelforsyning var med til at sikre de materielle fornødenheder til befolkningen. Fra midten af februar blev der oprettet en domstol, som retsforfulgte overgreb af nationalpolitisk karakter.

Uddelegering af kompetence til en række ekspertgrupper med såvel danske som tyske medlemmer og anvendelse af danske og tyske rådgivere til løsning af kommissionens, til tider indviklede, problemer, gør at man i dag som samlet helhed må vurdere at de mange og store opgaver blev løst tilfredsstillende.