Forud for den endelige udformning af bestemmelserne omkring afstemningszonerne, var der foregået en intens debat og forhandlinger mellem forskellige grupper, der ikke var enige om, hvorledes de fremtidige forhold i Slesvig skulle fastlægges.

Stærkest i denne kamp stod ”Den nordslesvigske Vælgerforening”, som var de dansksindede nordslesvigeres politiske organisation.

Markant i spidsen for foreningen stod H.P. Hanssen, der siden 1906 havde varetaget dens interesser i den tyske rigsdag. På et møde den 16. og 17. november 1918 blev det i vælgerforeningens tilsynsråd besluttet, hvilke krav man ville stille.

De to vigtigste punkter var for det første, at Nordslesvig skulle stemme som en samlet enhed – en-bloc. Dermed sikrede man sig, at hele området, uanset mindre områder med tysk flertal, ville tilfalde Danmark. For det andet skulle der i de områder i Mellemslesvig, som rejste krav herom, afholdes en særskilt, kommunevis afstemning.

Denne beslutning medførte, at der allerede den 18. november 1918 oprettedes et ”Mellemslesvigsk Udvalg”. Formand i udvalget blev grosserer I.C. Paulsen fra Flensborg.

Sammen med bl.a. journalist Andreas Grau blev der hurtigt indsamlet omkring 4.200 underskrifter på en anmodning om en afstemning i såvel Flensborg som en række mellemslesvigske kommuner.

Ønskerne fra Den nordslesvigske Vælgerforening og Mellemslesvigsk Udvalg blev gennem den danske regering afleveret til behandling på fredskonferencen.

Dannevirke-bevægelsen var en tredje gruppe, som deltog aktivt i beslutningen om de fremtidige forhold for Slesvig.

Den opstod som et modtræk til Den nordslesvigske Vælgerforenings afgrænsning mod syd af 1. Zone. Her var redaktøren af Flensborg Avis, Ernst Christiansen sammen med overlæge Ionas Collin centrale skikkelser.

Bevægelsen lagde større vægt på den historiske ret som grundlag for en ny grænsedragning. Bevægelsen tog navn efter, hvad man anså som den naturlige sydgrænse for Danmark, nemlig Dannevirke. En grænse fra Slien over Dannevirke til Frederiksstad ville ifølge denne opfattelse være at følge befolkningens nedarvede danskhed.

Gennem et intensivt lobby-arbejde i Paris, navnlig fra Ionas Collin lykkedes det at få føjet en tredje afstemningszone til traktaten.

Dette kom til at fremgå den 7. maj 1919 da fredskonferencen offentliggjorde de foreløbige traktatbestemmelser hvor det viste det sig, at der i Slesvig skulle afholdes afstemninger i tre zoner med linjen Sli-Dannevirke-Ejder som den sydligste grænse.

Den danske regering havde gennem gesandten Bernhoft haft mulighed for over for den af konferencen nedsatte ”belgisk-slesvigsk” kommission at fremføre den danske regerings opfattelse af den fremtidige grænsedragning.

Forslaget om afstemning i tre zoner overraskede den danske regering, som afviste forslaget i en note til fredskonferencen. Da Den nordslesvigske Vælgerforening også tilsluttede sig denne holdning, opgav fredskonferencen i den endelige traktat, en afstemning i en 3. Zone.

Det stod herefter klart, at der ville blive to afstemninger, en i Nordslesvig (1. Zone) og en i Flensborg by og en række landsogne i Flensborg, Tønder og Husum amter (2. Zone).