Folkeafstemningerne efter Første Verdenskrig var resultat af en politisk doktrin om national selvbestemmelse og en forestilling om, at nationer er velafgrænsede enheder, skabt ud fra fælles historie og sprog.

Folkeafstemningerne blev dog kun gennemført, hvor krigens tabere grænsede op til en ny eller en neutral stat. Krigens sejrherrer ønskede ikke folkeafstemninger.

Frankrig og Italien indlemmede henholdsvis Elsaß-Lothringen og Sydtyrol uden at spørge befolkningerne i disse områder, og det samme gjorde Rumænien med Transsylvanien.

I perioden 1920-21 blev der ud over afstemningen i Slesvig afholdt fire andre folkeafstemninger under international kontrol.

Mellem Tyskland og Polen i Østpreussen i 1920 og Øvreschlesien i 1921, mellem Østrig og Jugoslavien i Kärnten i 1920 og mellem Østrig og Ungarn i Burgenland i 1921.

Endvidere blev der gennemført en række folkeafstemninger uden international kontrol, bl.a. i Vorarlberg og i Salzburg mellem Østrig og Tyskland, på Ålandsøerne mellem Sverige og Finland og i Vilnius mellem Polen og Litauen.