Da loven om “indlemmelsen af de sønderjyske landsdele” trådte i kraft den 9. juli 1920, blev det indledningen til en hel uges festligheder.

Samme dag var der en stor folkefest på Stadion i København med deltagelse af kongehus og regering.

Om aftenen afrejste kongefamilien med skib fra København og ankom til Kolding den følgende morgen.

Om formiddagen den 10. juli drog kong Christian den 10. fra Nørrejylland ind i Sønderjylland.

Ridende på en hvid hest og fulgt af en tusindtallig skare markerede kongen herved symbolsk, at den tidligere grænse var slettet.

Det festlige optog passerede 18 æresporte, før man nåede frem til Christiansfeld, hvor der var festgudstjeneste i Tyrstrup kirke.

Senere fulgte festlige indtog i Haderslev og Aabenraa. Imellem byerne kørte kongen i bil.

Om aftenen var der festmiddag på kongeskibet i Aabenraa.

Næste dag, den 11. juli, var der en stor fest i Dybbøl Skanser – det sted, hvor Danmark havde lidt det afgørende nederlag i 1864.

Festen foregik  i den samme skanse, hvor det tyske rige seks år tidligere havde fejret 50-året for sejren over Danmark og erobringen af Sønderjylland.

De fleste taler fremhævede, at valget af nederlagets sted som festplads netop var med til at knytte fortid, nutid og fremtid sammen.

Men statsminister Niels Neergaard fremhævede, at man stod ved begyndelsen til noget helt nyt: “Vi taler om Genforening. Sagen er, at aldrig i vor 1000-årige historie har Sønderjylland været eet med Danmark. Først nu sker det efter sønderjydernes lykkelige vilje.”

H. P. Hanssen rettede i sin tale en tak til de allierede magter, hvis “glimrende sejre har gengivet os friheden.”

I Dybbølfesten deltog omkring 50.000 mennesker, og der blev her grundlagt en tradition for Dybbølfester, som er videreført til nutiden. Det er fester med en deltagelse af såvel samfundets top som almindelige borgere og med et indhold præget af taler, musik og fællessang.

Den næste dag var kongen på rejse i det vestlige Sønderjylland.

På vej hertil standsede han i Kruså for at hilse på dansksindede flensborgere, der stod med et skilt med teksten: ” Vi lever i håbet”.

I Tønder var flertallet af befolkningen tysksindet, men som følge af enbloc-afstemningen kom byen med til Danmark. Kongebesøget forløb roligt og værdigt.

Den tyske borgmester Oluf Olufsen anmodede om, at regeringen ville støtte byen i dens vanskelige økonomiske stilling efter grænsedragningen.

Besøg på Schackenborg og ved guldhornenes findested i Gallehus afrundede kongens rejse denne dag.

Hermed var de officielle danske festligheder afsluttet, men kongen blev endnu nogle dage i landsdelen og kørte ture for at bese hele det genvundne land.