Afstemningskampene var præget af en overvældende mængde propaganda både på dansk og tysk side.

Plakater, flyveblade, klæbesedler, nødpenge, indlæg i aviser og tidsskrifter, viser og karikaturer forsøgte at vække folk og tvinge til stillingtagen.

Slagord blev udbredt, nationale symboler blev flittigt anvendt, og der blev rettet bidende spot over de nationale modstandere. Kun sjældent blev der anvendt direkte fjendebilleder.

Begge sider appellerer til de nationale følelser, til en slesvigsk identitet og hjemstavnsbevidsthed, til økonomiske interesser og en dybtliggende modvilje over for “jyder” og “preussere”.

Kvinderne blev i propagandaen tiltalt som “Mor” og fremhævet som ansvarlige for deres børns senere skæbne.

På forsamlinger og ved demonstrationer viste mange deres standpunkt ved at bære emblemer og kokarder.

Flagning var forbudt indtil den 10. februar, men blev fra denne dag blev flag et af de vigtigste midler til national markering.

Bybilledet var domineret af gader med det rød-hvide Dannebrog, den blå-rød-hvide slesvig-holstenske fane og det tyske kejserriges sort-hvid-rød fane. Derimod var de sort-rød-gyldne farver i den unge tyske Weimarrepubliks flag ikke ret udbredt.

For at undgå udskejelser censurerede CIS alle flyveblade og plakater. Nogle få plakater blev forbudte, og i udstillingen vises to forbudte danske plakater.

Også pressen blev kontrolleret, og ”Flensburger Tageblatt” blev forbudt i en uge, efter at avisen havde medvirket til fjernelse af dansk propagandamateriale.

Den 6. marts udstedte kommissionen et forbud mod flagning i 2. zone i tiden 12.-16. marts. Det førte til skarpe tyske protester, og kommissionens tyske rådgivere nedlagde deres hverv. Derfor blev flagforbuddet indskrænket til kun at gælde offentlige bygninger.