Efter afholdelsen af de to afstemninger i zone 1 og 2 var det Den internationale Kommissions opgave, at stille forslag om den endelige grænselinje mellem Danmark og Tyskland under hensyntagen til erhvervsmæssige og geografiske forhold. Kommissionens arbejde med det nye grænseforløb blev forsøgt påvirket fra såvel dansk som tysk side.

I den sydlige del af 1. zone lå områderne med tysk flertal ofte ved siden af hinanden og grænsede til dels op til 2. zone. Derfor blev det fra tyske side foreslået, at grænsen blev lagt efter den såkaldte Tiedje-linje.

Det var en national delingslinje som Johannes Tiedje havde udarbejdet. Den gik nord for Højer, Tønder, Ravsted og Tinglev, syd om Gråsten til Flensborg Fjord.

På tilsvarende vis blev der fra Flensborg-bevægelsen forsøgt på at få Danmark til at skabe interesse for en internationalisering af 2. zone med økonomisk tilknytning til Danmark, og efter 10-15 år skulle der afholdes en ny afstemning, med det mål at få især Flensborg til at blive dansk.

Ingen af de to forslag blev dog taget ad notam af de allierede og Den internationale Kommission.

Derfor kunne kommissionen den 16. april 1920 undertegne deres forslag om en ny dansk-tysk grænse. Men det skete ikke i enighed.

Et flertal, hvor formandens stemme var udslagsgivende, gik ind for Clausen-linjen der fastlagde grænsen mellem 1. og 2. zone. Et mindretal ønskede en lidt sydligere landegrænse.

I Paris fulgte Fredskonferencen flertallets indstilling hvor ambassadørrådet den 8. maj gik ind for Clausen-linjen. Den 15. juni modtog den danske gesandt Bernhoft derfor en note hvoraf det i detaljer fremgik hvorledes den nye grænselinje skulle gå.

Den nye grænse var ikke kun en streg på landkortet. Den efterlod nationale mindretal på hver side og blev samtidig en skarp skillelinje mellem dansk og tysk på alle områder politisk, økonomisk og samfundsmæssigt.

I Nordslesvig anslog det tyske udenrigsministerium, at det tyske mindretal omfattede omkring 25-30.000 personer. Det svarede til omkring en sjettedel af hele Nordslesvigs befolkning.

Langt størstedelen af dem var bosiddende i det sydlige grænseområde fordelt på 30 sogne og byer. Området blev i samtiden kaldt for ”den skæve firkant”.

For befolkningsgruppen var nu behovet for at bevare deres nationale identitet helt centralt. Det skete især ved at man fra 1920’erne oprettede en lang række nye tyske foreninger og institutioner, som kunne tage del i dette arbejde.

Mens den tyske del af befolkningen i Nordslesvig først skulle vænne sig til at leve som et nationalt mindretal, var det ikke nyt for det danske mindretal i Sydslesvig. Det nye for denne befolkningsgruppe var, at de nu skulle stå på egne ben. I dette arbejde fandt man styrke i, at Danmark var rykket nærmere såvel fysisk som mentalt.

Allerede den 26. juni 1920 oprettedes ”Den slesvigske Forening” med det formål at samle ”landsmænd til gensidig støtte i alle folkelige spørgsmål, til styrkelse af dansk åndsliv og oplysning og opretholdelse af en livlig forbindelse med deres landsmænd nord for Danmarks nye grænse”.

Endnu inden afstemningsprocessen var afsluttet opfordrede Tyskland Danmark til at indgå i tosidige forhandlinger med henblik på at skabe ens rettigheder for det danske og det tyske mindretal.

Fra dansk side var man kun interesseret i tresidede forhandlinger mellem Danmark, Tyskland og de allierede, om mindretallenes retsstilling. Dette kunne den tyske regering ikke acceptere og der blev derfor ikke indgået en fælles mindretalsaftale. Det skete først 35 år senere i 1955.