Under Første Verdenskrig udformede den amerikanske præsident Woodrow Wilson et nyt princip for grænsedragning: Folkenes selvbestemmelsesret.

Den tyske regering accepterede i oktober 1918 dette princip for en nyordning af landets grænser. Herved blev der banet vej for en folkeafstemning i Slesvig.

Den 16.-17. november 1918, lige efter krigens ophør, holdt repræsentanter for de dansksindede nordslesvigere møde i Aabenraa under ledelse af H.P. Hanssen, der var medlem af den tyske rigsdag.

Her blev det besluttet at rejse krav om, at hele Nordslesvig skulle stemme som en helhed (en bloc), og at tilstødende områder i Mellemslesvig kunne få en særskilt, kommunevis afstemning.

Kravet blev bakket op af den danske regering og blev imødekommet af fredskonferencen i Versailles i 1919.

Under international kontrol blev der i 1920 afholdt to folkeafstemninger: 10. februar i Nordslesvig (zone 1), og 14. marts i Mellemslesvig (zone 2). Et forslag om afstemning i det sydligste Slesvig (zone 3) blev ikke imødekommet.