1862-1936

  • De danske sønderjyders repræsentant i den preussiske landdag (1896-1908)
  • De danske sønderjyders repræsentant i den tyske rigsdag (1906-1919)
  • Minister for sønderjyske anliggender (1919-1920)
  • Medlem af Folketinget (1924-1926)

Af Hans Schultz Hansen

H. P. Hanssen er en af den sønderjyske histories største skikkelser. Under det preussiske herredømme blev han den første moderne nationale mindretalsleder i det dansk-tyske grænseland, og grænsen af 1920 er først og fremmest hans værk.

H. P. Hanssen blev født den 21. februar 1862 i en storbondeslægt. Faderen Christen Hanssen på gården Nørremølle i Sottrup sogn i Sundeved var egnens ledende danske skikkelse; moderen var Anna Marie Andresen. H. P. Hanssen blev som 17-årig stillet over for det valg, som alle unge dansksindede mænd i Sønderjylland måtte træffe: Udvandre for at undgå den treårige preussiske militærtjeneste eller stå denne igennem for at kunne blive i hjemstavnen, bevare hjemmet for slægten og virke for den danske sag. Ved en gåtur på Dybbøl banker ved nytårstid 1879 besluttede han sig for det sidste.

De følgende ti år blev for H. P. Hanssen forberedelsens tid. I første omgang lærte han landbrug, men sideløbende slugte han historiske og skønlitterære bøger, og snart fik interessen for politik overtaget. Målrettet uddannede han sig til politiker. I vintrene 1881-83 var han elev på Askov højskole, og ved studieophold i Leipzig, København og Berlin i årene 1886-88 uddybede han sin indsigt i moderne politik, samfundsforhold og nationalitetskamp. Det vigtigste anliggende for H. P. Hanssen var at få de unge til at blive i landsdelen for at bevare gårdene på danske hænder, dygtiggøre sig og engagere sig i politik. H. P. Hanssen begyndte at skrive i de danske aviser og holde foredrag. På sine rejser skabte han sig et netværk af ligesindede i Nordslesvig. I kongeriget fandt han sær venner til venstre i det politiske spektrum blandt højskolefolk og unge akademikere, men knyttede sig også tæt til historikeren A. D. Jørgensen, hvis ædruelige syn på de danske muligheder i Slesvig prægede ham afgørende. Blandt resultaterne af denne kontakt var udgivelsen af Sønderjyske Årbøger.

I 1888 giftede H. P. Hanssen sig med Helene Lucie Iversen fra Ullerup, og de bosatte sig i Sønderborg, hvor H. P. Hanssen blev medarbejder ved Dybbøl-Posten. Samme år øvede H. P. Hanssen sin første store politiske bedrift, da det lykkedes ham at samle danske ledere fra de forskellige egne til oprettelsen af Vælgerforeningen for Nordslesvig. Selv blev han sekretær og foreningens egentlige arbejdskraft. Med sit grundige kendskab til preussisk og tysk lovgivning satte han sig ofte med held op imod lokale tyske embedsmænd, selvom han hverken undgik bøder eller fængsel. Han blev befolkningens tillidsmand i juridiske og økonomiske spørgsmål og befæstede derved yderligere sin position, skønt mange rynkede på næsen ad hans sympatier for Venstre og de grundtvigske kredse i kongeriget. H. P. Hanssen blev hovedkraften i den danske bevægelses organisering. I 1892 medvirkede han ved oprettelsen af Den nordslesvigske Skoleforening, og gennem praktisk bistand til den lokale danske befolkning fremmede han udbredelsen af foredragsforeninger, opførelsen af forsamlingshuse, ordningen af sparekassernes forhold og formidlingen af kredit til landmændene.

I 1893 købte H. P. Hanssen avisen Hejmdal i Aabenraa og flyttede hertil. Dermed blev han for alvor en konkurrent til redaktør Jens Jessen, Flensborg Avis, der fulgte H. P. Hanssens politiske fremgang med stigende skepsis og afstandtagen. For Jessen var retsstandpunktet med basis i Pragfredens paragraf fem den danske bevægelses faste holdepunkt, og han frygtede, at H. P. Hanssen ville prisgive dette for kortsigtede politiske gevinster. Jessen afskyede også Hanssens forbindelser til venstresiden i dansk politik. Modsætningsforholdet til H. P. Hanssen gav Jessen videre til sine elever, frem for alle til Ernst Christiansen og A. Svensson, og det satte sit præg i den sønderjyske politik mange år frem i tiden.

I 1896 søgte Jessen forgæves at forhindre, at H. P. Hanssen blev den ene danske repræsentant i den preussiske landdag. H. P. Hanssen var medlem af landdagen indtil 1908. Den fornemste tillidspost som dansk rigsdagsmand gik derimod i første omgang til Jessen, der i 1902 afløste den afdøde Gustav Johannsen. Da Jessen selv døde i 1906, var H. P. Hanssen det indlysende valg, og han forblev medlem af rigsdagen indtil 1919. Som rigsdagsmand medvirkede han til indgåelsen af den dansk-tyske optantkonvention i 1907, der sikrede børn af de slesvigere, som i årene efter 1864 havde valgt dansk statsborgerskab, muligheden for at blive preussiske statsborgere og dermed nyde de fulde borgerlige rettigheder. Et andet hovedresultat var udskydelsen af sprogparagraffen i den tyske rigsforeningslov af 1908, der ville gøre brugen af tysk obligatorisk på alle offentlige møder.

Den første verdenskrig stillede nye krav til H. P. Hanssens varetagelse af sine landsmænds tarv. Som andre ledende dansksindede blev han arresteret ved krigens udbrud, men sattes hurtigt på fri fod og kunne efterhånden opnå sine medfangers løsladelse og lempelser i undertrykkelsen af den danske presse og anden diskrimination af den danske befolkning.

Allerede under krigen forberedte H. P. Hanssen sig på, at et tysk nederlag kunne åbne vejen for Nordslesvigs genforening med Danmark. Da det tyske nederlag blev en realitet i oktober 1918, var folkenes selvbestemmelsesret hans mål, idet han ønskede en grænse norden om Flensborg og sønden om Tønder (H. V. Clausens linje) godkendt gennem en folkeafstemning. Den 23. oktober krævede han i den tyske rigsdag grænsespørgsmålet løst i henhold til afstemningsløftet i paragraf fem. Den 17. november kunne H. P. Hanssen fra Folkehjems balkon i Aabenraa meddele de mange fremmødte Vælgerforeningens tilsvarende resolution og sin vished om den forestående genforening. Ved en henvendelse til den danske regering sikrede han, at de danske sønderjyders ønske blev bragt frem for fredskonferencen i Versailles.

1918-20 måtte H. P. Hanssen kæmpe mod stærke kræfter, der rejste sig mod hans moderate grænsepolitik og uden hensyntagen til befolkningens sindelag krævede en grænse ved Danevirke eller i det mindste syd om Flensborg. Under den nationalistiske storm måtte H. P. Hanssen tåle de uhyrligste fornærmelser. Bedre blev det ikke, da han i juni 1919 lod sig optage i det radikale ministerium Zahle som midlertidig minister for sønderjyske anliggender. Skønt sagligt velbegrundet i den bedst mulige forberedelse af Nordslesvigs indlemmelse i Danmark, gjorde udnævnelsen ham upopulær navnlig i Venstre.

Folkeafstemningerne den 10. februar og 14. marts 1920 bekræftede H. P. Hanssens grænsepolitik, men som det øvrige ministerium blev han afskediget af Christian 10. sidst. I forbindelse med genforeningsfestlighederne måtte H. P. Hanssen tåle nye tilsidesættelser fra det officielle Danmark. Hans tanker om en særlig sønderjysk gruppe i den danske rigsdag i tilknytning til Venstre led skibbrud, og hans medlemskab af Folketinget for Venstre 1924-26 blev en skuffelse.

I stedet koncentrerede H. P. Hanssen sin indsats om værnet af den nye grænse. På det kulturelle område var formand for Sprogforeningen 1921-36 og for Historisk Samfund for Sønderjylland 1923-36, og på det økonomiske var han blandt initiativtagerne til oprettelsen af Landeværnet i 1926. I 1933 gennemskuede han straks det nye nazistiske styre i Tyskland som forbryderisk, og da slesvig-holstenske nazister iværksatte en offensiv mod 1920-grænsen, blev han atter et politisk samlingspunkt for de danske sønderjyder. Det stod nu klart, at H. P. Hanssens moderate grænsepolitik i 1918-20 havde været den eneste rigtige, og at han havde vist sit statsmandsformat ved at gå mod strømmen, selvom det bragte store personlige omkostninger. H. P. Hanssen døde den 27. maj 1936. Til hans ære oprettedes bl.a. H. P. Hanssens Mindefond.