
Denne plakat blev trykt i et betydeligt oplag, såvel med tysk som med dansk tekst, såvel i stor størrelse som i kvart størrelse.
Den fattige, lidt forknytte dreng går med bare fødder og lappet tøj og må nøjes med at lege med en tom tændstikæske. Det er et hjertegribende billede på en fattigdom, som bør ændres straks - og drengen beder da også sin mor om at gøre noget: ”Tænk på mig, stem dansk”.
Tegneren Thor Bøgelund har hentet sit motiv fra en tysk plakat til valget til den tyske rigsdag i 1919. Motivet med den lille dreng har i øvrigt været flittigt brugt ved senere valg, bl.a. ved folkeafstemningen i Saar området i 1935 og ved amtsrådsvalget i Flensborg i 1948.
Den seneste anvendelse var i forbindelse med den danske folkeafstemning om EF-unionen i juni 1992, hvor drengen bad moderen stemme nej.
Dansk afstemningsplakat, tegnet af Thor Bøgelund, fremstillet dels med dansk, dels med tysk tekst, trykt i alt i 7.500 eks. Findes i to størrelser: 46 x 32 cm. og 92 x 64 cm.